Viser opslag med etiketten 23tingnordjylland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 23tingnordjylland. Vis alle opslag

mandag den 28. januar 2008

23 ting, der sætter spor

Så er det formelle undervisningsforløb i 23 ting for nordjyske biblioteksansatte ved at nærme sig sin afslutning.

Jeg synes, det har været fantastisk spændende, og det har virkelig givet et kick at være med på web 2.0 teknologien. Lærings-elementet - dét, at der ikke var vejledninger til alt og dét, at man ikke kunne lade være med at eksperimentere og gå videre selv - har virkelig vist sin værdi. For en 50+’er som mig er det sandelig livslang læring, men også et glimrende eksempel på en af de profiler, vi gerne vil have som folkebibliotek.

Ud af de 23 ting er 7 mine helt klare favoritter..

Det er først og fremmest iGoogle, som jeg virkelig har fået glæde af, og som nu er min åbningsside. Der er masser af gadgets, rss-feeds og især del.icio.us-bogmærker – for jeg tagger tit og ofte og langt mere, end da jeg før lagde favoritter på min browser. iGoogle er både et dagligt arbejdsred­skab og en daglig fornøjelse for mig.

Det er de 3 første ting – den personlige forside, rss-feeds og del.icio.us.

Den 4. ting er bloggen, som jeg ser store muligheder i. P.t. er den et resumé af mit eget undervis­ningsforløb, men fremover vil jeg utrolig gerne bruge bloggen som nyhedsbrev internt i Aalborg Bibliotekerne og eksternt i cb-området. Det vil være langt lettere løbende at skrive nyheder og be­tragtninger på en blog end at samle stof sammen til f.eks. et månedligt nyhedsbrev og så i øvrigt have sortere og sortere samvittighed sidst på måneden, når fristen nærmer sig !

Picasa er min 5. favorit. Jeg kendte kun navnet, men havde aldrig prøvet online fotoalbums. I første omgang har det været rigtig sjovt at organisere mine egne private fotos, men jeg kan sagtens se per­spektiver i en faglig billeddeling og –organisering. F.eks. manglede vi til en podcast til politikerne i Skole- og Kulturudvalget billeder fra lokalbibliotekerne – tænk, hvis de lå på Picasa !

Foreløbig på det mere private plan har jeg 2 favoritter.

Min super-yndling er YouTube ! Den er helt fantastisk, sjov og smuk på dén måde, jeg bruger den – søg f.eks. på Sand Art af Ilana Yahav eller på Interval Library.

Også last.fm skal jeg nok blive rigtig glad for. Lige nu mangler jeg lidt – jeg kan kun få mine favo­rit-tracks til at spille i 30 sekunder, og det er ligesom lidt stakåndet !

Lidt inde i forløbet gik det op for mig, at jeg nok ikke selv ville få varig glæde af alle 23 ting.
Her fik jeg til gengæld en positiv overraskelse med Google-docs, som i første omgang ikke scorede højt. Men da min netbiblioteksbestyrelse pludselig begyndte at dele Google-dokumenter, var det bare sejt at vide, hvad det var, og hvordan man gjorde !

I min alder og med mit arbejdsindhold tror jeg ikke, at jeg får megen brug for chat, Facebook., LibraryThing og Myspace. Men man kan aldrig vide ? – måske, når man bliver pensionist og får et nyt socialt fokus ?

Jeg vil gerne bruge wikis, men næppe bidrage ud over mit eget fagspecifikke felt, og net-radio og net–tv havde jeg egentlig pænt styr på på forhånd.

Det er også fedt, at omverdenen har bemærket dette nordjyske initiativ.

Jeg ”fandt” bl.a. min søn på Facebook – og han (en 33-årig kommunikationschef) blev DYBT im­poneret over dét, vi havde gang i ! Han havde aldrig troet, at bibliotekarer var så langt fremme i skoene – og han fik straks henvisning til 23 ting-bloggen ! Så måske er de allerede i gang i Østjysk Energi i Odder !

Jeg har også fortalt om forløbet i skole- og kulturforvaltningen – og der var ikke én, der vidste, hvad det drejede sig om. Det vakte både undren og beundring og noget, jeg uden tøven tolker som dyb respekt !

Tak til de kloge tovholdere og eksperter – det har været et eminent undervisningsoplæg, I har leve­ret ! Noget var svært, men I har haft læringsperspektivet i fokus, og det har været vigtigt.
Lad bloggen blive – der er mange, der endnu ikke er igennem forløbet – og hjælp hinanden med at komme igennem !

I Aalborg Bibliotekerne overvejer vi nu at lave 23 ting for borgerne som en del af vores Viden i Ti­den koncept.

Husk, at web 2.0 er kommet for at blive og blive til mere – og derfor er det så godt, at lige præcis VI ved, hvad det drejer sig om !

Mange hilsener
Bodil Have

… hvis jeg for 4 måneder havde anet, at jeg ville skrive et indlæg med denne nye viden og i dette sprog, ville jeg ikke have genkendt mig selv ...

mandag den 21. januar 2008

Biblioteket i cyberspace?


I disse dage, hvor biblioteksdebatten raser - hvor Aalborg Bibliotekerne er blevet berømte for Zonen og Det (næsten) bogløse børnebibliotek og kulturministeren overveje at ændre biblioteksloven, så litteraturen sikres, må vi stille os selv spørgsmålet:
  • Hvad har vi gang i med 23 ting?
  • Burde vi ikke i stedet pleje vores bogsamling og sørge for at læse mindst én smal bog i denne uge?
  • I en verden hvor bøgernes udlånstal og besøgstallene generelt falder drastisk på bibliotekerne, burde vi så ikke gå forrest og kæmpe for de gamle dyder?

Heldigvis lever vi i det 20 århundrede, hvor tilvalget af nye medier ikke nødvendigvis betyder fravalget af andre, og hvor det er nødvendigt at være på højde med dén virkelighed, der omgiver os. Jo, litteraturen er stadig vigtig, der er bare kommet nye og bedre måder at formidle den på. Hvis vi skal have budskabet frem i dag, kræver det lidt mere end endeløse rækker af bogrygge og pc-spil i emballage, der ligner noget fra en manual til en Commodore 64.

Når Katrine vil låne en bog, skal hun med et enkelt scan kunne se hvad Preben, der er bibliotekar i Horsens, skriver om bogen eller oplysninger fra Lone, der er HF studerende i Vejle… Katrine er nemlig ligeglad med, om oplysningerne kommer fra Aalborg, Horsens eller Vejle. Eller om det er Lise, Peter eller Hans der har kommenteret. Hun er bare glad for at biblioteket har samlet oplysningerne for hende. Hvis hun fortryder en halv time senere, når hun sidder på cafeen, har hun heldigvis biblioteket i lommen. Hun tjekker mobilen og får samtidig besked om, at der er et arrangement i aften, som hun gerne vil til.

På en fysisk vagt er der bedstemødre der gerne vil have hjælp til at se - og kommentere - et billede af barnebarnet, som bor på den anden side af kloden, vistnok i en blog? Der er børn, der gerne vil have hjælp til at finde ringetonen fra sidste afsnit af X-faktor.

Der er Hr og Fru Hansen, som kommer til bogcafé en fredag eftermiddag for at blive inspireret, mens de nyder en caffé latte og Ole og Adam, der kommer i spilklubben for at vise og diskutere et nyt spil med børnebibliotekaren.

Indretningen på biblioteket gør, at de alle har chancen for at falde over en overraskelse.

Kan de alt det på biblioteket? Ja, for vi er et levende sted, der afspejler det samfund vi lever i. Vi vil gerne være det, brugerne ikke vidste de havde brug for, men som de opdager fordi de synes det er fedt at gå på opdagelse hos os, både fysiske og virtuelt.

Vi er i formidlingsbrancen. Vi forstår, kender og kan vejlede i de værktøjer som alle gerne vil bruge, men som stadig er svære for mange. Biblioteket - din guide til bedre oplevelser og større viden.


23 ting - nu kan vi, så er det brugernes tur!

Tina Bang Andersen
Udviklingschef på Aalborg Bibliotekerne

mandag den 14. januar 2008

23ting set med "bogbusøjne"

23ting tager tid, men giver også meget tilbage!!
Forskellige veje fører til forkellige destinationer. Bogbusserne i Aalborg Kommune kører stadig på de kendte veje, men bibliotekarerne har fundet nye veje, nemlig de veje som afstikkes af 23ting. Umiddelbart falder ordene bibliotekarer, bibliotek, kontorlandskab, synergi, undervisning, kompetence, latter, "ud på medievejen" og sidemandsoplæring os ind, blandt mange andre.

På kontoret har hver uges opgaver afstedkommet en positiv febrilsk aktivitet, for hvilke opgaver og emner skulle vi beskæftige os med? I løbet af ugen blev der udvekslet problemstillinger, løsninger, latter og irritation på kryds og tværs af skrivebordene, alt efter hvordan vi hver især lykkedes med opgaverne.
Især de opgaver der krævede, at vi skulle skrive sammen eller sende forskelligt til hinanden, gav os den sjove "legende" vinkel og mange YES røg gennem kontoret i bedste Harry Potter og Hogwarts stil, når tingene lykkedes for os. Vi må nok sige, at vi har arbejdet meget sammen, og vi har hjulpet hinanden en del, for det var forskelligt hvad der føltes let og svært. Hvad har så gjort mest indtryk, og hvad finder vi brugbart?
Generelt har alle emner i forløbet været relevante. At kunne oprette en blog, at vedligeholde og bruge den, tror vi er en væsentlig ting, som vi sikkert kommer til at bruge i mange sammenhænge i vores bibliotekariske arbejde. Det har været rigtig sjovt at arbejde med 23ting og finde ud af de mange funktioner, der er. Det har også været en tidsrøver, men på den gode måde. Man bliver "bidt" af det, når man først begynder at finde ud af det. Pludselig får man øje på nye perspektiver og muligheder, og så skal det udforskes.
Vi tror, at vi fremover vil komme til at se en del faglige blogge over det danske "bloglandskab", og det bliver spændende, at arbejde videre med den form for kommunikation og erfaringsudveksling.Der har været opgaver, hvor vi har tænkt, at det får vi nok aldrig brug for, men pludselig opstår en situation, hvor en af funktionerne er oplagt. F.eks. er dette indlæg skrevet som "delt dokument". Vi er ikke så tit på kontoret sammen, og denne måde, at lave et dokument i fællesskab uden at man behøver at sidde sammen, det er jo bare smart. Sådan er det sikkert også med nogle af de andre områder, som vi ikke lige finder brug for. Vi er kommet til at kende dem, og kan tage dem frem, når vi får brug for det.
Særdeles anvendelig er også den personlige i-Google-side, som er blevet den daglige indgang til nettet. Den er meget brugbar og enkel at benytte.
GoogleTalk var meget morsom at arbejde med, og vi grinede meget. En del af os var ikke vant til at chatte på nettet, så vi fik set perspektiverne i det. Andre havde MSN erfaringer. På nuværende tidspunkt bruger vi ikke rigtigt GoogleTalk. MSN er nok den mest benyttede.Vores personlige bibliotek LiberyThing var en øjenåbner. Tænk sig at have sit helt personlig bibliotek på nettet, og at kunne udforske og lade sig inspirerer af andres biblioteker. Jo, LiberyThing vil vi helt sikkert huske.
Wikipedia og hvordan den beriges var fagligt spændende. Med én "Oliviabibliotekar" i afdelingen bruges siden meget ofte. Det var også godt at få skrevet en artikel om vores afdeling, men vi fik aldrig lagt billeder ind af vores busser. Det MÅ vi altså finde ud af!!RSS faciliteten er udmærket hvis man f.eks. vil holdes ajour om et bestemt emne- det kunne f.eks. være bogbusser og bogbusdrift i Skandinavien. Det forudsætter så, at de tidsskrifter og aviser der har artiklerne også har RSS faciliteten, hvilket vi har erfaret ikke altid er tilfældet.
Billeder - Flicker og Picasa var for nogle et velkendt område, og for andre var det nyt stof. De, som ikke kendte til det i forvejen, kunne bruge mange timer på at lære at bruge denne spændende funktion, og for den, som skriver disse ord, blev den nye viden omgående taget i brug på hjemmefronten, hvor der blev kamp til stregen af ægtefællen, som hidtil har været administrator på dette område. I faglige sammenhænge er det selvfølgelig også et "must" at kunne bruge disse funktioner.Hver uge har vi haft det blide tryk på skulderen, der førtes os videre, og vi ser frem til også at afprøve de sidste veje, vi mangler at betræde i landskabet 23ting.

23tingnordjylland
Birgitte Høgh og Erna Grønlund Carlsen
Bogbusafdelingen
Aalborg Bibliotekerne

torsdag den 22. november 2007

Ugens vin, uge 45 + 46

Tildelingen af ugens vin er som sædvanligt lidt forsinket. Der er meget at tage stilling til :)
Vi kan ikke nå alle bloggene hver uge, så denne omgang er koncentreret om Aalborg.
Iøvrigt har vi nu fået et teknisk hjælpemiddel til vor rådighed, så mon ikke vi bliver lidt mere ajour fremover!

Hvordan går det så på Aalborg Bibliotekerne?
Det er faktisk lidt svært at sige.
Umiddelbart ser det ud som om andelen af aktive 23tingdeltagere er større på flere af bibliotekerne i regionen - men måske kniber det bare med at ajourføre bloggene? Formanden for dommerkomiteen kender den sidste problemstilling fra sig selv. Uanset hvad må vi se at komme ud af hullerne.
Men med godt 150 deltagere er her selvfølgelig masser at læse og tage stilling til. Vi kan bl.a. se at, vi som ansvarlige skal vi blive bedre til at fortælle om hvad de enkelte ting kan bruges til i praksis.

Bogbussen imponerer, både fordi så mange af dem er ajour og fordi man kan læse engagement ud af flere af bloggene.
F. eks. går Birgitte http://bhbogbus.blogspot.com/ rent ind hos dommerkomiteen – hun kan se nytten af både iGoogle og del.icio.us . Et foto fra Irland trækker ikke fra!
Erna http://www.egcbogbus.blogspot.com/ finder det ligefrem Delicious at lave deli.cio.us og teamleder Gerhard http://ngg-aalborg.blogspot.com/ kan konstatere at der er "Højt humør og entusiasme i afdelingen".

Hovedbiblioteket har de mange gode blognavne: Når man hedder Agnethe skal ens blog selvfølgelig hedde Havmanden http://havmanden.blogspot.com/ og efternavnet Harder giver http://tryharder23tingnordjylland.blogspot.com/
Eller hvad med denne http://www.svendimossi.blogspot.com/ Og så er der foto af barnebarnet! Og bedstefar. Her har vi iøvrigt en deltager som på forbilledlig kort vis ajourfører sin blog løbende.
Kjeld http://kjeldgab.blogspot.com/ tager - som mange andre - fritiden til hjælp, så han er både ajour og har tid til indlæg om Eksotiske fugle (på Amager).

I Nibe arbejder Bodil - flittigt kan vi se - i kirketiden http://bsaabnibe.blogspot.com/

Birgit http://birgitmikkelsensblog.blogspot.com/ Haraldslund skriver "Det er en mørk og stormfuld eftermiddag. Det regner, men det gør ikke noget, for jeg er på del.icio.us og jeg tagger. "
Hendes kollega Nina O. http://noves73.blogspot.com/ skriver "Google Dokumenter. Dét synes jeg er rigtig smart og brugbart. Ærgerligt, man ikke kendte til det i studietiden."

Holdningerne til deli.icio.us er delte, men her bringer vi en mere af de positive: "Efter i ro og mag at have puslet med "delicious"kan jeg allerede se at der er andre der har gjort nytte af mine tags, det er jo dejligt" skriver Susanne i Vestbjerg http://susannepedersen0.blogspot.com/

Bodil C i Hals http://www.bodilcbloggen.blogspot.com/ er blandt dem der imponerer ved at være med og kort og præcist at fortælle om det.

Vi kunne blive ved med at nævne gode, smukke og sjove blogs, men afslutter med

Bibliotekschefen, hun er bare helt med på http://nytfralederskabet.blogspot.com/ Iøvrigt mere end antyder hun hård konkurrence i det lille hjem...

Og vinflaskerne? (Som altså er blevet til hvidvin selv om det er vinter...)
Går til Nina i Haraldslund og Birgitte i bogbussen.

mandag den 12. november 2007

”Og det med tiden – det finder man jo altid, hvis det er nødvendigt!”


”Og det med tiden – det finder man jo altid, hvis det er nødvendigt!”
Dette citat af en af medarbejderne ved Arden Bibliotek er symptomatisk for personalets indgang til nye tiltag, og altså også til 23tingnordjylland.
Når jeg præsenterer noget nyt, som jeg som regel er ganske optaget af og brænder for, kan jeg da godt se, at man tænker ”Åh nej, hvad har hun nu fundet på, det finder jeg aldrig ud af, hvordan skal jeg få tid til det”.
Men det varer kun ganske kort, for nysgerrighed og trangen til at være med er meget kendetegnende for hele personalets indstilling.
Og således også med 23tingnordjylland.
Så vi kastede os alle ud i kurset med fuld kraft. Vi har leget og grinet rigtig meget, hjulpet hinanden og været utrolig stolte af, når tingene lykkedes.
Jeg har som tovholder forsøgt at være lidt længere fremme og har da også været i stand til at hjælpe lidt, men efterhånden ånder de andre mig i nakken, og her på det sidste er de simpelthen ved at tage føringen.
En sidegevinst er familiens og vennernes forundring over alle de nye ord og begreber, der strømmer ud af munden på os. Se det ta´r kegler, især over for de voksne børn!
Det gode undervisningsmateriale har en stor del af æren for det gode forløb. Det er et virkeligt gennemarbejdet og flot tilrettelagt kursus, som er instruktivt og spændende. Især vil vi rose videoen til den sidste opgave med del.icio.us. Det er en suveræn måde at lære på.
Vi bøjer os i støvet for undervisningsteamet i Aalborg. Det her gør I altså godt!
På nuværende tidspunkt har vi så lært en del af de nye ting, der er tilgængelige på nettet, og de er både nyttige og brugbare, men det er også begyndt at føles lidt uoverskueligt, så håbet fremover er, at vi på en eller anden måde lærer at kunne overskue og kæde det hele sammen.


Mange hilsener til alle deltagere
Fra Annebeth, Bente, Lis og Marianne
Mariagerfjord Bibliotekerne, Arden afdeling.

mandag den 29. oktober 2007

Mit konkurrence-gen er i krise - !!

Jeg har kun lige hængt på med det yderste af neglene og akkurat lige fået løst opgaverne rettidigt, men uden at der er "kælet" for noget.

Samtidig har mine 23ting-kollegaer fra Mariagerfjord Bibliotekerne lavet flotte blogs, og Marianne har endda vundet rødvin for ugens flotteste blog.

Først tænkte jeg på, om der havde siddet en bedstemor i dommerpanelet. Bedstemødre kan i den grad gejle hinanden op, og billeder af børnebørn får det jo helt til at ringe. Bedstemødre og børnebørn kan ofte placeres i samme kategori som midaldrende mænd, der løber maratonløb ..... de er ikke til at stoppe, hvis de først kommer i gang med at berette.
Men retfærdigvis må det siges, at vinderpræmien er velfortjent. Marianne og Jette har lavet rigtig flotte blogs.

Rundt omkring i de Nordjyske biblioteksblogs er der ofte kommentarer, som f.eks. "det er sjovt, men kan vi konkret anvende det til…" eller "kan lånerne mon finde ud af ......” eller "det kan vi nok godt bruge.."

Det er selvfølgelig altid godt, når biblioteksansatte er produktorienterede - der bør komme noget ud af anstrengelserne - nogen bør have nytte af det, vi laver o.s.v.

Lige netop med 23-ting synes jeg, vi skal betragte det anderledes. 23-ting er ukendt land for
mange af os og samtidig rammer 23-ting lige ned i hjertet af, hvad man som biblioteksansat i 2007 bør vide noget om og også kunne håndtere. Det er simpelthen en slags Emma Gad for biblioteksansatte.

Min 17-årige datter anvender - ligesom en rigtig stor del af hendes jævnaldrene - mange af disse teknologier dagligt, og det er et ”must” med en opgradering af os som biblioteksansatte, hvis bibliotekerne også fremover skal have nogen betydning for en større og større befolkningsgruppe for hvem, disse teknologier anvendes i dagligdagen.

Med mange publikums-PC'ere placeret i bibliotekerne bør vi jo heller stå som "Moses ved det røde hav", når en biblioteksbruger skal have hjælp til de nye web-teknologier.
Når vi ikke i dag får mange spørgsmål omkring disse teknologier er forklaringen, at de fleste lånere hurtigt spotter hvad det er spildt af tid at henvende sig til en biblioteksansat om. Vores
støvede image – som ikke altid er uretfærdigt - befordrer ikke mange spørgsmål om emnet, men det kan mere end 300 hundrede Nordjyske biblioteksfolk nu snart lave om på.

Derudover vil der selvfølgelig også komme praktiske anvendelsesmuligheder for os selv, efterhånden som flere og flere biblioteksansatte kan håndtere disse ting.

23-ting er en ”guds gave” til biblioteksansatte - det bedste der er sket kursusmæssig i mange mange år. Hvis vi tager imod gaven, kan den vaccinere os mod at gå i "frø" sådan rent web-teknologisk - en fantastisk gave og så er det endda sjovt at arbejde med.
Tak for gaven !

/Hans Ulrich Hansen, Mariagerfjord Bibliotekerne

mandag den 22. oktober 2007

Der har været efterårsferie...


Mange af de 320 (!) deltagere i 23tingnordjylland har samlet op på de første opgaver og/eller deltaget iden frie leg. I skrivende stund har 253 af os oprettet en blog. Så nu syntes vi det var tid til at kikke lidt nærmere på dem, dele vores kik med alle jer andre, uddele roser og et par enkelte flasker rødvin. Og så venter vi selvfølgelig spændt på adresserne på de sidste knap 70 blogs :)
Vi kan forsåvidt sætte automatisk overvågning på alle nye indlæg, men synes at vi får et bedre helhedsindtryk ved at gå ind på ca en tredjedel hver uge. Så fortvivl ikke, chancen for rødvin er der igen om 1-2 uger.

Husk i øvrigt at sætte etiketten 23tingnordjylland på jeres indlæg og husk at checke ind på bloggen og læg en notits når I har lavet en opgave.
Mange af jer har gode kommentarer og spørgsmål til opgaver, vejledninger og forløbet generelt. Læg dem på som kommentarer til de enkelte opgaver, eller et andet passende sted, på den fælles blog. Andre kan have glæde af dem og vi i "redaktionen" har simpelthen brug for dem.

Og er du en af dem som ikke har oprettet din blog endnu, ja så kan du sagtens nå det. Husk at sende adressen på din blog til ihj-kultur@aalborg.dk så vi får den registreret.

De første to flasker går til:
Jette Seier, Aalborg Bibliotekerne med http://jettejeronimasblog.blogspot.com/ og
Marianne Mark Christensen, Mariagerfjord Bibliotekerne med http://msc-mariagerfjord.blogspot.com/

Et godt bevis på at blogs ikke kun er for de unge, de er faktisk begge to bedstemødre med godt humør og meget forskellig holdning til ny teknologi. Kik selv, få et godt grin og lad dig inspirere.

Citater fra - og kommentarer til - andre nordjyske blogs:
Mariagerfjord hævder sig samlet meget pænt - ikke mindst biblioteket i Arden ser ud til at have et rigtig godt samarbejde om de 23 ting. Hvilket må siges at være en god ting når det nu drejer sig om sociale teknologier.
Bente skriver på http://benteelisabet.blogspot.com/ "Puhha - vi fik det til at virke. Men Annebeth blev nødt til at oprette sig en gang til, for at vi kunne chatte. Midt i det hele ville Marianne gerne tilføjes, og lige pludselig kunne vi snakke sammen selvom hun var nedenunder. Det var faktisk lidt en aha-oplevelse. Jeg kan godt forestille mig at vi kan bruge det til noget - det bliver lidt spændende om det bliver naturligt for os." Er du teelsker har hun også et godt link.
Og så er der det lille bitte fjernlån i Hobro http://hobro23tingrumic.blogspot.com/

I Vesthimmerland er Karin K. ret sofistikeret http://karinknudsens23ting.blogspot.com/ :
"Jeg har Messenger på, Jeg har Skype, som Vi bruger som Internt arbejdsredskab, (Hej Bo i Løgstør, hej min chef Preben der sidder ned af gangen - så hvad behøver jeg mere.)" Hun har også mange gode links og udnytter mediet.
Omtalte Bo er i øvrigt ret imponeret over projekt efter en lidt tvivlende start. Vi takker :)

I Jammerbugt skriver Maria
http://mlgjammerbugt.blogspot.com/ "...gik også fint med opgave 3 ang. chat.Google Talk var det jeg foretrak..."
Thomas
http://23tingjammerbugt.blogspot.com/ skriver også: "Jeg håber i har haft det sjovt med chat. Det har vi ihvertfald i Pandrup. Og hvis i ikke har haft tid kan i godt glæde jer."
Om forventningens glæde er blevet opfyldt kan vi se næste gang vi tager på besøg hos Jammerbugt-bloggerne.

I Hjørring har de mange kreative og tænksomme folk.
Allerede da Bjarni tilmeldte http://kildevand.blogspot.com/ kunne man høre Travelling Wylies på administrationsgangen her i Aalborg.
Børge http://boerge-hjoerring.blogspot.com/ bruger sin blog til at give biblioteksfaglige besyv. Gå ind og giv dit med i hans relevante problemstillinger.
Claus http://cshjoerring.blogspot.com/ funderer over forskelle på chat(=pludre) og talk(=samtale).

Så det må være udgangsreplikken - vi vender tilbage næste mandag.

Mange hilsner Frank, Kristian, Mads, Martin & Inger






mandag den 15. oktober 2007

What did you learn in school today ?



Internettet har i dag overtaget en dominerende position som vidensmedie - dvs sted for både lagring, kommunikation og adgang til viden, oplysning og også kultur. Det der sker i øjeblikket er at alle kan lave en google-søgning og få et resultat.

Som kulturinstitution og bibliotek skal vi være med til at skabe, organisere og vedligeholde et overblik på tværs af forskellige medier og formater.

Weblogs
Weblogs er et af de nyere ustyrlige nyhedsmedier. Det er et værktøj der er meget effektivt til reflektion og promovering af alle mulige emner. Mennesker, der starter weblogs, har som regel viden, oplevelser, information eller processer, som de gerne vil dele og være i dialog om med deres omverden. Fx har E-klumme haft stor betydning for bibliotek 2.0 udviklingen pga. forfatternes klare stillingtagen og holdning til videndeling, ligesom Biblog har haft stor betydning som generel nyhedskanal om IT og biblioteker i denne overgangstid. Weblogs kan anvendes til intern team-blog med erfaringsudveksling, også blog om konkret emne med dialig med brugerne. Mulighederne er mange.

Chat
Chat/Im anvendes iflg Kalle Nielsen, Randers Bibliotek chat/IM i høj grad som intern kommunkationsform. Han skriver "Vi i Randers er ved at vænne os til at få sat status som en vane. Det tager ingen tid at skrive og sætte status, og blot én kollega i løbet af ugen ikke render forgæves til et kontor, så er der allerede sparet tid i forhold til før-IM tiden - tid som i stedet kan bruges til leg, læring og videreuddannelse."

Chat/IM kan her betragtes som en effektiv måde at stille et spørgsmål til, eller forberede en samtale med, en kollega. Ofte medfører samtaler jo en formidling af fakta som links, tlf.nr. osv. - og rigtig mange gange vil man gerne lige have en bekræftelse / respons med det samme. Da Google Talk chatten understøtter hyperlink-visning, så er det en rigtig hurtig måde lige at sende et link, og få et eller andet bekræftet eller besvaret.

I en chat-samtale er ofte 2-4 input nok til at løse en problemstilling. For effektiv brug af chat skal alle satte online-status på om man er fri/optaget - vil IM kunne få den effekt at der vil komme færre telefonopkald og mindre mails og dermed også færre forstyrrelser. Man kan afslutte en samtale med et 'smil' og en tak som afslutning. IM kan på den måde også være godt for arbejdsmiljøet.


Vi har brug for dine idéer!!!!!
Har du i løbet af ugen haft oplevelser og fået idéer til hvad du kan bruge blogging og chat til - hvor du kan se en praktisk brug på din arbejdsplads - grib tastaturet og send os straks et indlæg/en kommentar fra dig her på bloggen :)

Frank Helenius
Aalborgbibliotekerne